Altså, at den, der er ekspert på et område, oftest forsømmer det område i sit eget liv!

Jeg ved godt, at det her ikke er noget, vi har lyst til at tale om, men alligevel, lad os tage turen. Og hvis du samtidig er et præstationsmenneske - ja, så bliver dagens tekst endnu mere relevant.

For jeg arbejder med regulering. Med at mærke kroppen. Med at stoppe op.

Og alligevel kan jeg have ekstremt svært ved at stoppe, når jeg først er i gang.

Jeg kan arbejde længe. Glemme tiden. Glemme kroppen. Blive siddende. Det er ikke, fordi jeg ikke ved bedre.

Det er, fordi præstation føles så dejlig effektiv.

Færdiggørelse føles tryg som en rus.

OG regulering føles som spild af tid! 😬 ja jeg kender godt den med skomageren…

Det, der har ændret mest for mig, er ikke en større praksis. Det er, at jeg har ændret min arbejdsplads.

Jeg sidder på gulvet. På en yogamåtte. På en pude. Ved et lavt bord, jeg selv har lavet. Med min computer. Min mikrofon og et Whiteboard.

Det ser måske upraktisk ud, men det forhindrer mig i at forsvinde.

På gulvet kan jeg ikke ignorere signalerne på samme måde. For når benet begynder at sove, rykker jeg mig. Strækker benene. Justerer skuldrene.

Det har ændret noget konkret.

Jeg er blevet SÅ meget bedre til at regulere mig selv, og det fantastiske er, at det sker, mens jeg arbejder.

I arbejdet med selvomsorg beskrives det meget enkelt:

• Det starter med at opdage signalet.

  • Ikke med at analysere det.

  • Ikke med at fikse det - men med at registrere det.

At være tilstede med mig selv i nuet. Lige rykke mig lidt, tage en dyb vejrtrækning og møde mig selv med den samme venlighed, som jeg oplevede, da jeg besøgte min datter i Tokyo.

I Tokyo stod jeg i et tog, hvor vi var presset tæt sammen. Alligevel føltes det ikke anmassende. Ingen skubbede. Mennesker flyttede sig en anelse for hinanden. Justerede mikroskopisk hele tiden.

Der var så mange mennesker – og alligevel var der plads.

Og det slog mig, at det var justeringerne og opmærksomheden, der skabte tryghed – selv midt i mængden.

Den lille bevægelse.
Den lille tilpasning.
Den lille respekt for, at vi er flere her.

Nu har jeg været hjemme fra Japan i et par måneder, hvor jeg har siddet på gulvet. Jeg har længe villet, men det har taget tid at komme dertil, hvor jeg var seriøs og ærlig nok omkring, hvordan min krop led, når min “evne” til at glemme alt omkring mig og bare arbejde tog over.

Jeg har tænkt, at det er sådan, regulering også ser ud, når jeg arbejder.

Ikke som store pauser.
Ikke som lange praksisser.
Men som små justeringer.

En dyb vejrtrækning.
Et slip i skuldren.
En beslutning om at stoppe før jeg er færdig.

At møde mig selv med samme mikroskopiske hensyn, som jeg oplevede i det tog.

Det, jeg tidligere troede var praksis, var noget, der skulle gøres rigtigt og længe. I dag ser jeg, at meget af det, der faktisk regulerer mig, er små skift i en ændret ramme.

Og det er forskellen på kontekst og kontent.

Jeg har ikke ændret min personlighed - kontent.
Jeg har ændret betingelserne - kontekst. Og det er den, der beskytter mig mod mig selv, når jeg ikke er opmærksom.

Fordi for et præstationsmenneske er det måske den mest realistiske vej ikke at forsøge at blive mindre ambitiøs, men at gøre det sværere at ignorere kroppen.

Måske handler regulering mere om at indrette sit liv, så signalerne bliver svære at overse, også huske på at lytte til kroppen ikke er spild af tid, men det er det, der gør, at jeg kan arbejde igen i morgen❤️

Vi kan ikke tænke os til ro.
Det prøvede jeg i årevis.

Jeg analyserede. Forstod. Læste. Reflekterede.
Og alligevel råbte min krop…

Mange af os har lært at forstå os selv gennem forklaringer og indre dialoger. Vi forsøger at løse uro med flere tanker.

Men regulering opstår sjældent i hovedet. Den begynder i kroppen.

Når vi lever mest i fortællingerne om os selv – i det, vi burde, skulle eller forstår – gør hjernen faktisk bare det, den er designet til: den gør det, vi mærker, til en forklaring, før vi når at være i det.
Det er effektivt.

Men det skaber afstand til livet.

For der er en forskel på at forstå noget – og at mærke det.

Kropslig forankring er en stille bevægelse den anden vej.
Fra forklaring til fornemmelse.
Fra tanke til sansning.

Regulering sker ikke, når vi forstår det hele. Den sker, når vi tør mærke det.
Den sker, når du stopper op og mærker din vejrtrækning – ikke som et ord, men som en bevægelse.

• Når du mærker tyngden i dine ben.

• Når du opdager, at dine skuldre faktisk er spændte.

• Når du lægger hånden på brystet og mærker, at dit hjerte slår – helt af sig selv.

Det er simpelt.
Men det er ikke altid let.

For vi er vant til at møde uro med kontrol. Med at lukke ned. Med at dulme.
Vi er ikke vant til at møde uro med sansning.

Når nervesystemet er belastet, har det ikke brug for flere forklaringer.
Det har brug for tryghed.

Tryghed er ikke en tanke.
Det er en kropslig tilstand.

Og indre ro opstår ikke, når tankerne forstår.
Den opstår, når kroppen føler sig tryg nok til at slippe sit indre beredskab.

At skrive fra kroppen kan være en form for selvomsorg.
Ikke den præsterende selvforbedring.
Men den stille selvomsorg, hvor jeg stopper op og bliver i mig selv.

Når det sker, kan jeg være i mig selv uden at være på vagt.

• Jeg kan lytte i stedet for at reagere.

• Jeg kan vælge i stedet for at forsvare mig.

• Jeg er i kontakt – ikke i kamp.

Ikke fordi jeg tvinger mit nervesystem til ro.

Men fordi jeg holder op med at forlade mig selv.

Stop op. Mærk. Skriv.

Kropsøvelse og skriveprompt (5–7 minutter)
Læs eller lyt her:

Skriveprompt og kropsøvelse (sæt uret på 5–7 minutter):

Sæt dig et øjeblik, luk øjnene.

Træk vejret ind gennem næsen og hold vejret. Bliv opmærksom på dit indre landskab.

Ånd ud i et suk

Mærk og sans din krop indefra uden at analysere.

Skriv derefter:

“Når jeg lige nu vender opmærksomheden fra mit hoved til min krop, opdager jeg …”

Beskriv gerne fornemmelser, former, farver, tempo – ikke forklaringer.

Hvis du går i stå, så vend tilbage til dig selv igen - luk øjnene og mærk DIG.

Husk der findes ingen rigtig måde at mærke på.

Du er god, og du gør det godt.

For regulering begynder ofte i det helt enkle: at være til stede og nærværende med sig selv - på sin måde.

God fornøjelse

Cristine

Jeg havde taget min skyggeuddannelse hos Debbie Ford i USA og arbejdede samtidig på at færdiggøre min kropsterapeutiske uddannelse.
Jeg vidste, hvad en skygge var i psykologisk forstand – de sider af os selv, som bliver fortrængt, undertrykt eller ikke levet frit.

Og for mig var det indlysende, at hvis skygger eksisterer psykisk, så må de også sætte aftryk i kroppen.

Jeg fandt på ordet Kroppens skygger, før jeg havde et færdigt sprog for det.
Ikke som teori.
Men som en kropslig fornemmelse af, at noget manglede et navn.

I dag ved jeg, hvad Kroppens skygger er.

Kroppens skygger er de aftryk, som intense, overvældende eller gentagne oplevelser sætter i kroppen, når de ikke bliver afviklet i det øjeblik, de opstår.

Det kan være:

• følelser, der var for store til at rumme

• oplevelser, hvor der ikke var plads, tid eller støtte nok til, at kroppen kunne afvikle det, der skete

• situationer, hvor kroppen blev i beredskab længere, end den var skabt til

Når belastningen overstiger vores kapacitet, lagrer kroppen det, som ikke kunne blive færdigt.

Ikke som tanker.

Men som spænding, uro, smerte, fastlåste mønstre eller fravær af kontakt.

Kroppen er i sig selv genial til at afvikle.

Den ryster, græder, trækker vejret dybere, slipper spænding – når den får lov.
Men hvis der er for mange gentagelser, for lidt støtte eller for højt tempo, når kroppen ikke at gøre arbejdet færdigt.

Så bliver oplevelsen liggende.

Det er dét, jeg kalder Kroppens skygger.

For nylig oplevede jeg det helt konkret under en kropsterapeutisk behandling.

Mens jeg lå på briksen og blev mødt med ro og opmærksomhed, dukkede en sorg op, som jeg ikke havde været i kontakt med.
Ikke fordi jeg ikke kendte den.
Men fordi jeg var kommet videre, fungerede og havde taget mig sammen.

Jeg havde ikke givet mig selv tid til at sige farvel.

Kroppen huskede det.

Og i det øjeblik, hvor der var plads, begyndte afviklingen.

Når vi arbejder med skrivning fra kroppen, arbejder vi netop med at skabe de betingelser, hvor Kroppens skygger kan få lov at træde frem – ikke for at blive analyseret, men for at blive afviklet.

Ikke gennem pres.
Ikke gennem forklaring.
Men gennem kontakt, tempo og regulering.

Det er her, skrivning bliver kropsbaseret.
Og kroppen bliver medfortæller.

Kroppens skygger er ikke noget, der skal fjernes.
Det er noget, der vil høres – og have lov til at bevæge sig videre.

Cristine

Ja, det gør du, for du kender mig…

Forargelse er ikke en følelse, som jeg er stolt af, men jeg må nok indrømme, at den er/har været meget til stede i mit liv.

Altså jeg mente jo bare, at det var “de andre”, der brugte den, jeg påpegede jo bare “ALT DET” de gjorde forkert, og som jeg var en snert forarget over….men det er jo noget andet.

Altså min forargelse, over deres afhængighed af forargelse, var jo berettiget, for det jeg var forarget over, var mere rigtigt…

Ligesom du og jeg kan være afhængige af kaffe, chokolade, at brokke os over…., så er vi også afhængige af vores skygger.

Vi sidder ligesom fast i den følelsesmæssige spænding, der fastholder skyggen - også kropsligt.

Jeg kan se, hvordan jeg har brugt min skygge til at fastholde en bestem energi. Et bestemt “drive”, som jeg har været lidt stolt af hele mit liv. Det var bare en side af mig selv, som jeg kunne regne med.

JEG VIDSTE, AT JEG NOK SKULLE FÅ ØJE PÅ ALLE HULLERNE I OSTEN.
Og jeg må nok indrømme, at når jeg fandt hullerne, så var jeg måske lidt for direkte og en snert uforståe…ufølsom….indrømmet. Jeg var jo forarget!

Det er faktisk over en uge siden, at jeg startede på dette blogindlæg, og jeg har i tiden, der er gået opdaget, at jeg har mistet noget af mit “killer-instinkt”. Den der side, som er en snert bedrevidende og forarget over, at noget virkelig er urimeligt eller dårligt gennemtænkt eller et eller andet….

Jeg har opdaget, at jeg kan være ligeglad.

Og jeg tror, at ligeglad for mig er det modsatte af forarget. Jeg behøver simpelthen ikke mene noget om det. Det er okay, at jeg “bare” er ligeglad.

Men jeg sad fast, fordi jeg troede at forargelsens energi eller tilstand var en engageret energi. Jeg troede, at den betød, at jeg var engageret.

Jeg kan mærke, at for at blive forarget, at få den tilstand, bliver jeg nødt til at fokusere intenst på noget, som jeg ikke synes er rigtigt. Godt nok. Burde være på den anden måde.

Det er den perfekte afhængighed, hvis du gerne vil være god til at finde hullerne i osten:-)

Men det er udenfor mig, det jeg fokuserer på. Og det er så fandens dejligt, for så behøver jeg ikke tage ansvar for mit eget liv.

Jeg gik i gang med at arbejde med forargelsen. Også blev jeg syg.

3 dage har jeg ligget. Og jeg har sovet og sovet og sovet.

Og nu er jeg vågnet og kan mærke, at jeg har meget mere lyst til at engagere mig i det, som er vigtigt for mig.

Knus og skøn weekend

Cristine

Kender du det med at være for direkte, for meget, for lidt, for maskulin, for svag eller for stærk?

Retter du dig så til for ikke at støde personens skygger, som højst sandsynlig er dem, der står og larmer.

Hvis bare du kunne bede om det på en anden måde? Sige det blødere? Mere et eller andet?

Uha jeg kan virkelig vælge at reagerer på mange måder.

Jeg kan vælge at blive grebet i følelsernes vold. Føle mig som et offer. Føle mig magtesløs. Og give svar på tiltale.

Eller jeg kan forklare, hvordan jeg synes, at den anden burde forstå situationen helt anderledes. Hvis bare…den anden ændrede sin oplevelse af mig, af situationen, så vil jeg have det godt igen.

Jeg kan også stille mig selv spørgsmålet “hvem ønsker jeg at være i situationen?”

Jeg ønsker ingen af de to førstnævnte.

Men det gør, at jeg står overfor et valg.

Hvem ønsker jeg egentlig at være?

Kan jeg være et menneske, som synes, at det er okay at blive dømt og mistolket uden at tage det ilde op?

Ja, jeg ønsker i hvert fald ikke at gøre mig selv forkert. Men kan jeg rumme dommen. Uden at det gør ondt. Kan jeg også være kærlig overfor den dømmende? Kan jeg i virkeligheden rumme personens skygge på mig om, at jeg er for meget, for direkte, for hård, for ufølsom ?

Er jeg upåvirket?

Nej, så hvad fortæller situationen mig? Hvad ønsker i virkeligheden at ske? Og hvordan forsøger jeg at holde på mig selv? Hvad i mig holder igen for at træde ind i tilgivelsen af mig selv? Af den dømmende? Af den side i mig, som frygter at komme til at stå alene, og som bare ønsker, at jeg tilpasser mig den andens skygge på mig. Bare denne gang.

Men er det sandheden, at hvis jeg tilpasser mig, at der så aldrig kommer en anden gang. For ærligt føles det, som om de er stillet op på række ud i al fremtid og fortid.

Skal jeg stille mig selv spørgsmålet, om jeg måske i virkeligheden er forkert. Burde jeg måske ikke udøve lidt selvrefleksion og ændre mig. Det er nok også min skyld?

Men jeg kunne også vælge at elske mig selv og bare acceptere, at jeg ikke er for alle.

Det virker umiddelbart, som det mest kærlige overfor mig selv. Men er det kærligt overfor den anden?

Ønsker jeg at mægle konflikten? Og er det overhovedet muligt både at stå ved mig selv og have harmoniske relationer.

Årh jeg har funderet over sætningen “Alles behov på ingens bekostning”. Jeg er i tvivl lige nu, om det kan være en sandhed. Eller om det var en urealistisk drøm?

Lige nu vælger jeg ikke at gøre mig selv forkert. Ikke gøre min energi, der udfordrer andre mennesker så meget, forkert.

Det er mit valg. Jeg ved ikke, hvad situationen vil lære mig. Men i morgen vil jeg forsøge at møde den med tanken “at jeg er okay”. Og du er okay, selvom du synes noget om mig.

Cristine

Subscribe now

Det skal se bedre ud og være større. Det var i hvert fald det budskab, jeg får øje på, når jeg ser film, (motivations) videoer og billeder, der skal beskrive lykken.

Og måske det er en flig af sandheden.

Men overflod og overskud er jo netop ikke det samme.

Overflod er mere som et glas, der løber over af noget. Det kan være uanede muligheder, overflod af kærlighed, af storslåethed…gad vide, hvad det er for dig?

Hvor overskud for mig mere handler om min personlige evne til at rumme mig selv og mit liv. Det er altså afgørende for, om jeg kan overskue mit liv.

Jeg synes ordet i sig selv siger det “over” “skue”. Jeg er altså ikke associeret ned i centeret af oplevelsen eller fanget af tilstanden. Jeg skuer mere hen over den og har evnen til at vælge den attitude til livet og mig selv, som er mest hensigtsmæssig og kærlig.

Ja, så kan man argumentere for, at når jeg står og skuer ud over mit liv, så vil jeg hellere se skønhed, muligheder, lys, latter og kærlighed. MEN jeg tror ikke, jeg får øje på det, med mindre jeg er i indre overskud. I hvert fald opfatter det positivt (og ikke offer-agtigt) med mindre, jeg står et godt sted i mig selv.

Så overskuddet, mit personlige overskud, må være det første jeg stræber efter.

Og i det arbejde bliver jeg nødt til at se på indre overbevisninger såsom “jeg må give alt, hvad jeg har, hvis jeg skal gøre det godt, være god nok, klog nok…”, fordi det spænder afsindig meget ben for mig, når jeg helt konkret lever min hverdag.

Hvad nu hvis sandheden i stedet var “jeg er god nok, også når jeg holder mig inden for rammerne af, hvad der føles rart, hensigtsmæssigt og kærligt overfor mig selv.”

For jeg kan ikke komme udenom at reflektere over emner som værdi, altså den værdi jeg tillægger mig selv, og hvornår jeg tror, at jeg har værdi for andre?

Det er et stort emne for en tidlig tirsdag morgen, og lige om lidt står jeg op og laver morgenmad til min skønne datter, der skal til engelsk årsprøve på gymnasiet. OG det skønne er, at jeg startede dagen med det jeg elsker allermest “At reflektere over livet”.

Og det holder mig over balancepunktet i et liv med overskud.

Skøn dag

Cristine

Efter jeg er begyndt at arbejde som ansat – i stedet for selvstændig – er tiden, jeg bruger på mig selv, blevet vigtigere end før.

Der er en grundlæggende forskel på de to livsformer. Som selvstændig var mit nærvær mit eget. Arbejde og fritid gled sammen, og jeg regulerede mig løbende uden rigtigt at tænke over det.
Som ansat bruges mit nærvær anderledes. Det er ikke forkert – men det er anderledes. Og min krop kan mærke det.

Jeg er træt på en ny måde. Ikke fordi arbejdet er forkert, men fordi rytmen er ny.
Jeg holder meget af at have kolleger. Det sociale betyder mere for mig, end jeg var klar over. Samtidig opdager jeg, at overgangen kræver noget andet af mig, end jeg tidligere har været vant til.

Jeg kommer i tanke om mit første firma. Dengang lærte jeg forskellen på at bære et ansvar indefra og på at udføre et arbejde inden for en ramme. Jeg lærte, hvor meget energi der ligger i at tage ejerskab, og hvor vigtigt tempo, gentagelse og rytme er, hvis noget skal kunne holde over tid.

Det er den bevægelse, jeg står i nu.
At lære at være i en struktur – uden at miste forbindelsen til mig selv.

Derfor er min daglige praksis ikke blevet mindre vigtig, efter jeg er blevet ansat. Den er blevet mere nødvendig. Ikke som noget ekstra, jeg skal præstere, men som et regulerende rum, hvor jeg kan mærke, justere og vende tilbage.

Jeg glemmer det indimellem. Det er en del af processen.
Men det, at jeg opdager det – og vender tilbage – er også praksis.

Overgange kræver opmærksomhed.
Ikke fordi noget er galt, men fordi noget er ved at finde sin form.

Cristine

Her er lidt kort fakta:

Mit navn er Cristine Lelou-Norah Wasgård, og jeg…

• er fra 1972

• gift med René.

• har 2 børn og en bonus datter.

• har hjemmeundervist i 10 år.

• og jeg elsker at skrive

Resten finder du ud af på bloggen.

Velkommen til

Cristine