Når livsformen ændrer sig, skal den daglige praksis også gøre det

Efter jeg er begyndt at arbejde som ansat – i stedet for selvstændig – er tiden, jeg bruger på mig selv, blevet vigtigere end før.

Der er en grundlæggende forskel på de to livsformer. Som selvstændig var mit nærvær mit eget. Arbejde og fritid gled sammen, og jeg regulerede mig løbende uden rigtigt at tænke over det.
Som ansat bruges mit nærvær anderledes. Det er ikke forkert – men det er anderledes. Og min krop kan mærke det.

Jeg er træt på en ny måde. Ikke fordi arbejdet er forkert, men fordi rytmen er ny.
Jeg holder meget af at have kolleger. Det sociale betyder mere for mig, end jeg var klar over. Samtidig opdager jeg, at overgangen kræver noget andet af mig, end jeg tidligere har været vant til.

Jeg kommer i tanke om mit første firma. Dengang lærte jeg forskellen på at bære et ansvar indefra og på at udføre et arbejde inden for en ramme. Jeg lærte, hvor meget energi der ligger i at tage ejerskab, og hvor vigtigt tempo, gentagelse og rytme er, hvis noget skal kunne holde over tid.

Det er den bevægelse, jeg står i nu.
At lære at være i en struktur – uden at miste forbindelsen til mig selv.

Derfor er min daglige praksis ikke blevet mindre vigtig, efter jeg er blevet ansat. Den er blevet mere nødvendig. Ikke som noget ekstra, jeg skal præstere, men som et regulerende rum, hvor jeg kan mærke, justere og vende tilbage.

Jeg glemmer det indimellem. Det er en del af processen.
Men det, at jeg opdager det – og vender tilbage – er også praksis.

Overgange kræver opmærksomhed.
Ikke fordi noget er galt, men fordi noget er ved at finde sin form.

Cristine