En målstreg er nået

I virkeligheden er der lige nu i dette øjeblik ikke noget, som jeg ville ønske var anderledes.

Jeg er ikke overbrusende lykkelig, smilende og lattermild. Jeg er indadvendt stille.

En målstreg er nået.

Wilbert og jeg pakkede vores lejlighed i Benalmadena sammen i slutningen af april. Livet i Spanien var meget ensformigt på en virkelig skøn måde.

Det var gåture op og ned ad bjerget til og fra skolen og rygsækken med indkøb.

Når jeg tænker på ensformigheden i den tid, virker det, som om det varede i årevis, men i virkeligheden var det blot et åndedrag.

Wilbert var startet på Bifrostskolen i 7.klasse i september måned efter at være blevet hjemmeundervist i godt og vel 6 år. Det var ikke hans valg, at han skulle starte, men jeg fandt Bifrostskolen for rigtig mange år siden, så det var mit valg.

Lærerne på Bifrostskolen var eminente. Og deres støtte til Wilbert har ændret hans liv. Så det var virkelig trist efter 10 måneder at sige farvel til dem.

Men hjem kom vi.

Og vores skønne datter blev 18år. Det blev først fejret med havefest

og så en familietur til Lübeck.

Wilbert startede på Nærum Privatskole, hvilket han er blevet endnu mere glad for, hvilket vi slet ikke troede var muligt.

Og jeg startede med at arbejde for Totum, Skolen for Kropsterapi, som min bror ejer og min mand er direktør i. Og pludselig har jeg min daglige gang henover Kultorvet og ikke et bjerg i Andalucien.

Det er blevet en hverdag jeg elsker. Jeg har fået de bedste kollegaer både på kontoret, men også rundt om i Danmark, hvor skønne Totum Kropsterapeuter er min forlængede arm.

Jeg er virkelig ikke særlig bekvem ved arrangementer med mange mennesker eller at stå frem, men der er noget, som har ændret sig.

Og jeg synes i den grad, at jeg har dyppet ikke bare foden men nærmest det ene ben. Jeg har lagt ansigt til og afholder online infomøder, men jeg har opdaget, at det er det hele værd, fordi når jeg bevæger mig udenfor min egen sfære, så er der afsindig mange skønne mennesker omkring mig.

Jeg elsker mit arbejde. Jeg er træt, og jeg er virkelig ikke særlig god til at holde fri og lægge det fra mig, men jeg er virkelig lykkelig over at have kollegaer.

De sidste par dage har været intense på den udadvendte konto.

Først spillede vores skønne datter koncert

Så var der familiemiddag og Sankt Hans bål, hvor det var så dejligt at Rosa og Magnus var med

Og i går var der afslutning på Wilberts skole, hvor han sammen med skolen sang sommerferien ind.

Og så er der alt det, som jeg ikke har nævnt.

Alle spørgsmålene, som hverken René eller jeg kendte svarene på. Et par skænderier, tvivlen, svimmelheden, når jeg stod ud af sengen om morgenen og al det jeg glemte og måtte gøre i sidste øjeblik meget sent eller al for tidligt.

Og det er kun 2 måneder…

Livet kan virkelig være intenst, men vi har nået en målstreg.

Vi er blevet samlet som familie, og vi har skabt os en ny hverdag på 2 måneder.

Forandring, hun er i sandhed både udfordrende, intens og overraskende.

Vi håbede på det bedste, da vi tegnede stregerne i sandet, men vi har fået så meget mere.

Jeg har flere gange i mit liv øvet mig i taknemmelighed. Og lige nu, når jeg ser tilbage på det, virker den taknemmelighed ikke helt så ægte, fordi det var en taknemmelighed, der ikke kostede noget. Den var en taknemmelighed, som jeg søgte i nuet. Kiggede efter, fordi den manglede, og den måtte være derude. Det var en øvelse.

Men den taknemmelighed, som jeg føler lige nu, har jeg arbejdet for, satset og trådt ud af det vante for, jeg har holdt kæft for den og jeg har handlet for den.

Det er ikke en, jeg ser mig til eller tænker mig til, det er en, som finder sin vej ud af mig.

Og et eller andet sted, så vidste jeg slet ikke, at den hang så meget sammen med alt det, jeg undlod at handle på.

Skøn dag

Cristine