Jeg blev bange for, at jeg havde en hjernesvulst, men det var bare en fjer i øret
I sidste uge fik jeg ikke skrevet mit blog indlæg, for jeg var bange.
Bange for sygdom, bange for at dø.
Jeg har haft 3 måneder med stresssymptomer; susen for ørerne, hovedpine og svimmelhed. Det gjorde mig ikke bange, fordi jeg ved godt, hvad det skyldes. Jeg kan forklare det. Og ærligt så tænkte jeg, at det bare var en “lille” overskridelse af, hvad der er godt for mig.
Derefter kom trætheden og muskelsmerterne.
“Okay, så kan jeg nok ikke blive ved med fuldstændig at ignorere min krops symptomer eller “glemme” mine selvkærlige ritualer".”
Men det gjorde jeg, jeg fortsatte.
👇
Og jeg tog den geniale beslutning, at jeg kun havde tid til 1 uges sommerferie…
Så for en uge siden kom de vildeste smerter omkring øret, som strålede ned langs halsen, hvis jeg trykkede ind mod mit øre eller drejede hovedet på en bestemt måde.
Jeg var en jammerdal. Fuck det gjorde ondt.
I en uge har jeg gået med det. Først brugte jeg min default strategi; ignorere det og tænke “det går nok over af sig selv”.
Men det gjorde det bare ikke!
Så i weekenden begyndte jeg at google “hjernesvulst symptom”. Jeg var godt klar over, at det ikke var en mellemøresbetændelse, så jeg kiggede rundt på hylderne og med frygten i hånden, hev jeg det værste, jeg kunne forestille mig ned.
Jeg blev bange.
Bange for min krop.
Bange for døden.
Bange for smerten.
MEN ALLERMEST BANGE FOR DET UKENDTE.
Jeg vidste ikke, hvorfor mit øre gjorde ondt, og min hjerne gik i gang med at forklare og kæde alle kropslige signaler sammen til en lang frygtelig lidelseshistorie.
Så i går mandag morgen ringede jeg til lægen og listede mine symptomer op. Jeg havde brugt de sidste par dage til at skabe den perfekte historie. Symptomerne var klare. Og jeg fik en tid et par timer senere.
Nu kunne jeg bare vente, indtil lægen kunne bekræfte, at den historie jeg havde skabt (sammen med google) var forklaringen på min smerte. Hvis bare jeg kunne få bekræftet forklaringen.
Bare vide hvorfor!
Så kunne jeg få foden ind fra det ukendte i sikkerhed og se virkeligheden i øjnene. Ligegyldig hvor frygtelig en historie jeg havde skabt, så skulle den bare bekræftes, så jeg havde en virkelighed at identificere mig med.
Men min kære mand René stod og kiggede på mig, inden han tog afsted på arbejde, og pludselig sagde han “hvad er det, der kommer ud af dit øre?” Hvorefter han hev den fjer fra en dun hovedpude ud af mit øre med ørevoks på.
Jeg slog det hen “ej men det er jo bare en fjer.” Den føltes godt nok lidt klistret, men jeg smed den ud, for den passede overhovedet ikke til mit billede af, hvad der var galt.
Ikke desto mindre opdagede jeg en time senere, at alle øresmerter var væk. Jeg hev, trykkede og puttede en finger ind i øret. Intet. Absolut ingen øresmerter.
Det var fjeren i øret, der havde stukket og mast og krattet derinde.
Jeg har måtte reflektere lidt over mit reaktionsmønster.
Jeg er bange for min krop og min fremtid, når den gør ondt.
Jeg tager ikke kontakt til min krop, som en voksen, i det her tilfælde kunne jeg have skyllet mit øre, i stedet mister jeg tilliden og rykker mig væk den.
Så gør jeg det, som jeg synes er så tosset, at kvinder med kraftig og smertehelvedesagtig menstruation gør, jeg jagter diagnosen. Ligegyldig hvor frygtelig den diagnose er. Jeg skal bare have en forklaring. I stedet for at tage kontakt til min krop, støtte mig selv og undersøge hvad den har brug for.
Så det var ikke en hjernesvulst, men en fjer i øret.
Velkommen til august 2022, lad os få noget fedt ud af den.
Knus
Cristine
PS. Og jo jeg skal have skabt mig en hverdag uden stresssymptomer.