Kroppen husker
Men er det altid fedt? Ja...nej, men nogen gange gør det, vi overlever...
De sidste par dage er jeg stødt på mange opslag på FaceBook efter, at Mia er blevet myrdet på vej hjem fra byen i Ålborg.
Jeg synes, at det er frygtelig tragisk.
Og den utryghed, som jeg læser, at jeg deler med andre kvinder, er og har været en følelse, jeg har kendt siden, jeg var ganske ung.
Men det er også en utryghed, der har påvirket min hormonbalance. Og en utryghed, der har været en meget stor del af min endometriose og smerter.
Jeg skriver faktisk meget mere om det i min bog “Brug din endometriose som pejlemærke. Find din vej”, men der var en tekst, som jeg sorterede fra, da jeg skrev bogen.
Det blev for personligt. Det føltes utrygt at dele det. Men hvis jeg gemmer på min utryghed, holder jeg den i live, så inspireret af de mange kvinder, der er stået frem og har beskrevet deres frygt og utryghed, så har jeg taget en modig beslutning om at dele den med dig.
I min barndom var der 2 oplevelser, som blev ved med at dukke op under en skriveøvelse, som jeg beskriver i min bog.
Og nu hvor jeg har brugt tid på at se mit liv igennem efter den viden, jeg har tilegnet mig omkring stressresponsen, og hvordan en stresspåvirkning og forstyrrelse af HPA aksen kan påvirke dig, så er jeg faktisk ikke i tvivl længere.
Jeg ved godt, hvad der fik slået mig ud af kurs.
Utryghed…
En barndom og en pludselig skilsmisse
Jeg voksede op sammen med min mor og far i nordsjælland. Vi boede tæt ved skov og strand, og jeg elskede mit værelse og skoven. Vi boede i den gamle del, mens næsten alle af mine klassekammerater boede i den nye del, så hver dag efter skole fulgtes de ad hjem.
Dengang gik man ikke på fritidshjem, så når skoledagen var slut, fandt man sammen og fandt på noget.
Men jeg gik alene hjem - altid alene.
Solen begyndte at skinne på mig, og jeg fik en veninde, som jeg elskede. Hun boede også i den gamle del, bare et andet sted, i mine øjne et lidt finere sted. Kæmpe stort hus med udsigt til Øresund, og hun havde et Barbiehus og masser af dukker og udstyr.
Jeg begyndte at tage med hende hjem, i stedet for at gå alene hjem. Abba var et hit, så når vi ikke legede med barbie dukker, sang vi og legede, at vi var Abba pigerne. Vi mimede. Vi havde begge to helt hvidt hår, men det var altid min veninde, som var hende den lyshårede. Det var også altid min veninde, som skulle have den gode del af barbiehuset, den bedste barbiedukke…
En dag vi sad på deres badeværelse, hvor der var noget så unikt som gulvvarme, fik jeg nok. Jeg var træt af at passe ind og endte med at tage en del af barbiehuset og slå hende oven i hovedet. Jeg blev sendt hjem og vores venskab sluttede den dag. Jeg var ikke længere velkommen i hendes hus, så jeg begyndte at gå alene hjem fra skole igen.
Jeg var ked af det, og jeg følte mig udenfor. Jeg brugte mange frikvarterer på toilettet, hvor jeg gemte mig for de andre, fordi jeg var ikke god til at skabe positiv kontakt.
Jeg var ikke god i skolen, og selvom jeg boede et stenkast fra skolen, faldt jeg ofte i staver over en sten, et blad eller en historie i mit hovede på vej derhen og kom for sent.
Man kan sige, at jeg var ikke den fuldendte skolepige, og det havde jeg selv opdaget. Jeg følte mig anderledes og dum. Og i takt med at jeg voksede op og udviklede mig, blev min indre dialog tristere og tristere.
I 3. klasse, faktisk en i forvejen sørgelig dag, da min gamle veninde (hende med Barbiehuset) skulle flytte til Jylland og havde sidste skoledag, og hele dagen havde gået med, at alle havde sagt farvel og farvel igen og igen, kom jeg hjem godt trist over, at nu var alt håb om, at vi kunne blive venner igen ovre.
Den eftermiddag fortalte min mor, at jeg skulle starte i en ny skole næste dag, fordi min mor og far skulle skilles, og når jeg kom hjem fra skole næste dag, ville jeg have et nyt hjem.
Min far var på forretningsrejse, og kendte ikke til den kommende skilsmisse. Jeg fik ikke sagt farvel til min klasse på samme måde, som min gamle veninde, og da jeg fik tilbuddet, takkede jeg nej, da jeg var usikker på, om der var nogen, som ville blive lige så kede af, at jeg flyttede, som da hun flyttede.
Mit liv væltede den dag.
Min nye skole var heller ikke lykken. Jeg hadede hver eneste skoledag fra tredje til niende klasse. Jeg kan huske, at jeg altid overvejede, om det var dagen i dag, jeg kunne gå op på kontoret og sige, at jeg havde ondt i maven, så jeg kunne komme hjem.
Først i 10.klasse oplevede jeg igen skolen, som et sjovt og spændende sted at være.
Jeg var aggressiv, fjendsk, negativ og havde det svært i klassen. Der var altid flere røde streger end grønne i mine afleveringer, når jeg fik dem tilbage, og jeg hadede mit liv. Og langt hen ad vejen alle de voksne (særligt kvinder), der var i det.
Jeg havde ikke et sundt indre miljø. jeg følte mig anderledes og mindre værd end de andre, der havde grønne streger i stilehæftet, gifte forældre og ikke pludselig blev overtaget at en ustoppelig og ustyrlig vrede.
At være presset var mit status quo, og min opvækst bar præg af.
Den næste episode opstod i 6.-7. klasse. Jeg fik min menstruation i 7.klasse, som en af de sidste.
Et overfald og efterspillet
Jeg blev overfaldet på Cypern og min Amygdala*, min tro følgesvend, sprang straks til.
Min mor, stedfar og jeg var taget på en sjælden ferie til Cypern. Jeg var en smule utilpas og valgte at blive på hotelværelset en aften, mens min mor og stedfar gik ned på promenaden for at spise. Ganske kort tid efter ,de var gået, bankede det på døren, og jeg gik uden at overveje det hen og åbnede døren, da det nok var dem, der havde glemt et eller andet.
Jeg huskede kun en sætning “hellere skrig en gang for meget end for lidt”, og jeg skreg prompte, da han skubbede døren op og pressede sig ind mod mig, mens han førte sin hånd mod mit køn og hviskede “I love you”. Jeg skubbede hånden væk og skreg igen.
Jeg tror faktisk, at han blev overrasket over, hvor højt jeg kunne skrige. Han trak sig tilbage, og jeg lukkede hurtigt døren bag ham, mens jeg desperat forsøgte at finde ud af, hvordan jeg skulle låse døren. Jeg tog i håndtaget, efter jeg havde drejet på den lille brystvorte-lignende dut, der sad i midten af håndtaget, men døren gik op, og jeg så ham ved elevatoren, hvor han trådte et skridt frem mod mig. Jeg smækkede døren i. Jeg var skrækslagen, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få skabt en sikker afstand mellem os. Det eneste jeg kunne tænke på var “at få låst en dør”. Jeg løb ud på badeværelset, hvor jeg kunne låse døren. Jeg havde brug for beskyttelse. Hvad skulle jeg gøre, hvis han bankede døren ind? Det var jeg nemlig ret overbevist om kunne lade sig gøre. MIn hjerne var fokuseret på svage punkter og vinkler. Jeg skulle kunne beskytte mig.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kom på ideén, men jeg endte med at sidde i brusenichen med en hårspray i hånden. Jeg sad der, og jeg rykkede mig ikke ud af flækken før min mor og stedfar kom hjem.
Det næste husker jeg i brudstykker. Faktisk mest som en 3.person i helikopterperspektiv. Som en film jeg ser. Fordi følelsen var bare for intens.
Efter min mor og stedfar kom tilbage, fik jeg fortalt, hvad jeg havde oplevet. Min stedfar blev hos mig, mens min mor gik i receptionen. Politiet kom og på en eller anden måde endte det med, at jeg stadig iført mine grønturkis gamacher og t-shirt skal en tur langs promenaden flankeret med et helt hold politifolk i uniform.
Promenaden var en typisk sydeuropæisk turistfælde af fyldte restauranter side om side. Alle sæder var propfyldt i restauranterne med nysgerrige blikke, der fulgte mig, mens jeg omringet af bevæbnede og uniformerede betjente gik langs kysten. Frem og tilbage gik det.
Jeg havde fået af vide, at jeg skulle se, om jeg kunne genkende ham, men jeg så ikke andet end nysgerrige blikke, der brændte sig ind i mig af skam. Jeg skammede mig. Jeg følte mig beskidt. Jeg følte, at det var mig, der var skurken. Det var mig, der var hevet frem på torvet og blev vist frem. Og det eneste jeg vil var at gemme mig.
Jeg har oplevet utallige eksempler gennem mit liv, hvor jeg er sat tilbage i denne traumatiske oplevelse på Cypern.
For eksempel havde jeg i mange år et rengøringsfirma. Det var mit, og jeg havde de skønneste medarbejdere, der tog sig af den daglige rengøring.
Faktisk kunne jeg godt lide at gøre rent, men jeg havde 2 udfordringer.
Den ene var selvfølgelig min menstruation. Den gjorde ondt, og det var en lidelse at gøre rent i 4-6 timer, mens jeg følte, at jeg slæbte mit underliv efter mig under menstruationen.
Men jeg havde også en anden udfordring. Jeg var skrækslagen. Jeg havde blandt andet et stort advokatkontor, som havde nogle meget lange gange. Og om aftenen, når alle var gået hjem, og jeg skulle fra det ene kontor til det næste, var jeg skrækslagen, hver gang jeg skulle gå gennem døren ud på gangen. Gangen var associeret med hotellets gang på Cypern, hvor jeg vidste, at han stod, og jeg var bange for, om jeg kunne beskytte mig selv.
Jeg har også oplevet det på et kursus med Rigspolitiet, som jeg var på, da jeg blev ansat som konfliktrådsmægler. Det var et internatkursus et eller andet sted på Vestsjælland og samtidig med kurset for os konfliktrådsmæglere, havde politiet noget aktionstræning. De løb i hvert fald rundt med fuldt udstyr og råbte.
Det var sen eftermiddag, og vi havde et foredrag med en krisepsykolog tilbage, inden det var slut. Hun skulle gennemgå, hvad de snakkede med ofre om efter uheld, ulykker og overfald. Deltagerne var placeret i en hestesko, og jeg sad længst fra døren ved vinduet. Mens krisepsykologen gennemgik sit materiale og beskrev situationer, gik det op for mig, at sådan en oplevelse havde jeg haft, men jeg havde ikke snakket med nogen om det efterfølgende. Jeg begyndte at tænke tilbage på Cypern. Jeg genkaldte mig situationen, og jo mere jeg huskede, jo mere kunne jeg mærke “det her er ikke godt, du må ud, ud, ud - væk”. Jeg rejste mig for at gå ud og hele rummet vendte sig og kiggede på mig. Hovederne vendte sig. Blikkene. Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg skreg. Jeg skreg, som jeg kun har skreget en gang før - på Cypern.
Efterfølgende under en samtale med krisepsykologen fik jeg af vide, at min Amygdala var blevet kapret. Hun havde gjort det bedste hun kunne for endnu engang at få mig ud af situationen.
Min krop huskede, hvad der skete, både når jeg gjorde rent og skulle fra et kontor og ud på gangen eller når jeg bevægede mig steder, hvor folk kiggede på mig.
Men mønstret er blevet brudt.
5-6 år senere var jeg på et andet kursus, hvor undervisningen igen kom omkring traumer, hvilket jeg ikke vidste, at den ville, og ikke var forberedt på.
Langsomt skete det igen, jeg blev trukket tilbage som to magnetiske poler, der tiltrækkes.
Heldigvis deltog jeg på kurset sammen med en virkelig god ven, der kendte mig godt. Han opdagede min stigende reaktion og tog mig i hånden og fik underviserens opmærksomhed. Igen vendte ansigterne sig mod mig, og jeg klamrede mig til min vens hånd. Men underviseren gjorde noget helt uventet.
Hun fik samtlige deltagere til at synge en tone. En tone, der fyldte hele rummet, og det var som om den vibration indtog min krop, mens folk skiftevis kiggede på underviseren og mig. Langsomt kunne jeg begynde at slappe af, og undervisningen og jeg kunne fortsatte. Jeg var okay blandt de andre mennesker. Jeg var tryg.
Efter den oplevelse har det været muligt for mig at styre min reaktion, det er som om lydbølgens styrke fra samtlige mennesker i rummet, fik noget til at give så meget slip, at min krop nu ved, at der er et valg. Jeg har et valg i forhold til, hvordan jeg vil reagere.
Min hormontesten fra Charlotte* havde nogle atypiske værdier i forhold til endometriose, hvilket fik mig til at kigge tilbage gennem mit liv på min stressrespons.
De to episoder har betydet meget for mig. Det vidste jeg egentlig godt, men det jeg ikke havde overvejet var al tiden omkring dem, mellem dem og efter dem. Jeg kan godt se nu, når jeg kigger tilbage på mit liv, at jeg har været utryg i mange situationer, som det ikke giver mening at ridse op nu. Men jeg kan se et mønster, som handler om at føle mig utryg, udsat og udstillet.
Maladaptiv adfærd
Nu har jeg beskrevet 2 udvalgte episoder, som har påvirket min barndom negativt. Grunden til at det har været sådan, og det har haft en effekt på min hormonbalance er på grund af min grad af “klar-parat-hed” i mit system.
Jeg har været så klar. Altid klar til kamp. Og nok al for klar.
For nogle gange er stressreaktionen bare lidt for meget om sig, og så står den i vejen for en sund og autentisk reaktion. Det hedder en “Maladaptiv adfærd”, som er den, der forhindrer dig i at tilpasse dig nye, men en snert lignende situationer.
Det er, som om kroppen husker lidt for meget eller har en tendens til at overdrive. Når vores krop husker for meget, er det som om vores stressrespons er fanget i fortiden. Vi reagerer ude af kontekst med situationen. Vores stressrespons er “for aktiv”.
Når vi møder en fare sender Amygdala straks besked til din hjerne, som aktiverer HPA aksen (på dansk: Hypothalamus-hypofyse-binyre aksen) og SAM aksen (Sympathetic-adrenal-medullary aksen).
Målet med denne aktivering er at gøre dig i stand til enten at kæmpe, flygte eller ligne et træ (fryse), så du ikke bliver opdaget.
Opgaven er at hæve blodtrykket og blodsukkeret, så du har den benzin, du skal bruge for at kunne slippe væk.
En dysreguleret stressrespons
En dysreguleret stressrespons er, når det system, der slukker for din stressrespons, ikke virker. Hvis du har været udsat for en “stor stresspåvirkning” er dit system mere klar til at træde i karakter.
Her er det stress hormonet kortisol* træder til. Hvis du er i en situation med en langvarig stresspåvirkning, så hjælper kortisol dig med at tilpasse sig situationen. Hvis du eksempelvis boede et andet sted kunne fødevaremangel være sådan en situation, derfor stimulerer kortisol fedtophobning og får kroppen til at kræve mad med højt sukkerindhold, forstyrrer din søvn og gør så du ikke tænker klart. Du skal simpelt hen ikke tænke for meget over det - du skal bare overleve. Ingen dumme ideer, hvor du tror, at du skal en hel masse.
Og så er det heller ikke smart at få børn, hvis der er fødevaremangel, hvor du bor.
Så kroppen tager over og regulerer.
Hvis du har været udsat for et traume i din barndom, kan din HPA akse blive dysreguleret. Og det, der har stor betydning, er, at du har forældre, som meget hurtigt efter traumet, får dig tilbage i den trygge hule. Men hvis du ikke har en tryg hule, så tilspidser det selvfølgelig situationen. Og særligt hvis “det farlige” bor i hulen sammen med dig.
Men hvis dit hjem er trygt, behøver dit kortisolniveau ikke at stige - heller ikke selvom du er et barn.
Faktisk er det vigtigt at lære at takle en sund og tålelig stressrespons, men igen for hver “stor stress påvirkning” du har oplevet, jo sværere er det at takle det på en sund og tålelig måde.
Om min HPA akse reelt har været dysreguleret ved jeg ikke.
Men i min ene hormontest lå min DHEA* meget højt, hvilket er atypisk for endometriose, hvor min hormonterapeut oftest ser den ligger i den lave ende.
Der bliver forsket i sammenhængen mellem PTSD og DHEA på samme måde, som der bliver forsket i sammenhængen mellem dysreguleret HPA akse i barndommen og sygdomme i voksenlivet*.
Så hvad kan jeg bruge det til? Og er det vigtigt?
Måske er det vigtigste bare at forstå, at når jeg bliver udsat for traumer og giftig stress, så påvirker det både kemien i min krop, men det påvirker også min stressrespons - og begge dele har en konsekvens for mit hormonsystem.
For mig har det betydet, at jeg ser med kærligere øjne på mig selv. Jeg har fået en anden ømhed overfor mig selv, når jeg tænker tilbage på mit liv. Og det har været vigtigt for min følelse af selvværd.
Cristine
*Amygdala
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Amygdalas placering i hjernen
Amygdala (på dansk mandelkernen) er et lille område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Den er en del af det limbiske system og har forbindelser til hypofysen, binyrerne, lugtesansen og til indtagelse af føde og væske. Amygdala kan udløse forskellige viscerale og autonome reaktioner (vejrtrækning, kredsløb, mave-tarmkanal). Der er omkring 12 millioner neuroner i menneskets amygdala.[1] Amygdala er involveret i posttraumatisk belastningsreaktion.[2]
Navnet "amygdala" er hentet fra græsk, hvor det betyder "mandeltræ".[3]
Amygdala kan deles op i en basolateral og en kortikomedial del. Den kortikomediale del modtager signaler fra de autonome processer. Dette er specielt thalamus, hypothalamus, lugtelap, septumkerner, dopaminerge kerner i mesencephalon. Den basolaterale derimod modtager signaler fra neostriatale kerner, frontallap thalamuskerner og dopaminerge kerner – faktisk al sanseinformation.
I 1930'erne blev amygdala fjernet hos aber, hvad der gjorde dem frygtløse.[4] Senere har man observeret den samme frygtløshed hos mennesker uden amygdala.[5]
*Kortisol fra netdoktor.dk
Hvad er kortisol?
Kortisol er et hormon, som dannes i binyren og regulerer en stor del af kroppens metabolisme, i form af fedt-lagring, muskelopbygning og -nedbrydning og regulering af blodsukker. Kortisol kan også bruges til at behandle inflammatoriske tilstande såsom psoriasis eller led- og muskelsmerter, da det har en stærk antiinflammatorisk effekt.
Hvor kommer kortisol fra?
Kortisol dannes i binyrens bark. Binyren er en kirtel som findes ovenpå nyrerne og danner en mængde hormoner. Kortisol kaldes et steroidhormon, fordi det primært er bygget op af fedt. Andre eksempler på steroidhormoner er aldosteron og kønshormoner. Kortisol frigives når binyren stimuleres med et andet hormon, ACTH (Kortikotropin), som frigives som en del af den normale døgnrytme, men også som et stress-respons. Kortisol frigives altså når kroppen udsættes for fysisk stress. Kortisol har således både en funktion i kroppens normale metabolisme, men også især ved stress. Derfor kaldes kortisol også tit for kroppens “stress-hormon”.
*DHEA: Kilde www.kenddinehormoner.dk
Dehydroepiandrosteron (DHEA) produceres først og fremmest i binyrebarken, men også i æggestokkene hos kvinder og testiklerne hos mænd. DHEA er en forløber for både mandlige og kvindelige kønshormoner. DHEA er et af androgenerne med en svagere androgenvirkning end testosteron. Det er et neurosteroid og har bl.a. vigtige funktioner i nervesystemet.
Traumatisk barndom giver påvirkning af HPA-aksen: Forhøjet DHEA
Increased DHEA and DHEA-S plasma levels in patients with post-traumatic stress disorder and a history of childhood abuse.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19751939/ Neurobiological and neuropsychiatric effects of dehydroepiandrosterone (DHEA) and DHEA sulfate (DHEAS).
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19063914/ (Omtale af mange forsøg med DHEA) Research review: the neurobiology and genetics of maltreatment and adversity.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20546078/ The effects of child maltreatment on the hypothalamic-pituitary-adrenalaxis
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/15361587/ Association of DHEA, DHEAS, and cortisol with childhood trauma exposure and posttraumatic stress disorder
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3951407/
The Deepest Well
* Gennem Dr. Nadine Burke Harris bog “The deepest Well”, er jeg begyndt at forstå, hvordan mine barndomsoplevelser har påvirket mit liv.
Den kultur eller miljøpåvirkning, som du lever i, kan sætte et indvendigt aftryk.
Hvis du var ude for negativ stress og traumer i din barndom, kan det biokemiske indvendige aftryk, som traumerne dengang satte ifølge Nadine Burke Harris, stadig flere årtier efter måles i din krop, og fortælle om sygdomme i voksenlivet.