Når regulering føles som spild af tid
Og om at gøre det sværere at ignorere kroppen
Du kender sikkert udtrykket, at skomagerens søn har hul i skoene.
Altså, at den, der er ekspert på et område, oftest forsømmer det område i sit eget liv!
Jeg ved godt, at det her ikke er noget, vi har lyst til at tale om, men alligevel, lad os tage turen. Og hvis du samtidig er et præstationsmenneske - ja, så bliver dagens tekst endnu mere relevant.
For jeg arbejder med regulering. Med at mærke kroppen. Med at stoppe op.
Og alligevel kan jeg have ekstremt svært ved at stoppe, når jeg først er i gang.
Jeg kan arbejde længe. Glemme tiden. Glemme kroppen. Blive siddende. Det er ikke, fordi jeg ikke ved bedre.
Det er, fordi præstation føles så dejlig effektiv.
Færdiggørelse føles tryg som en rus.
OG regulering føles som spild af tid! 😬 ja jeg kender godt den med skomageren…
Det, der har ændret mest for mig, er ikke en større praksis. Det er, at jeg har ændret min arbejdsplads.
Jeg sidder på gulvet. På en yogamåtte. På en pude. Ved et lavt bord, jeg selv har lavet. Med min computer. Min mikrofon og et Whiteboard.
Det ser måske upraktisk ud, men det forhindrer mig i at forsvinde.
På gulvet kan jeg ikke ignorere signalerne på samme måde. For når benet begynder at sove, rykker jeg mig. Strækker benene. Justerer skuldrene.
Det har ændret noget konkret.
Jeg er blevet SÅ meget bedre til at regulere mig selv, og det fantastiske er, at det sker, mens jeg arbejder.
I arbejdet med selvomsorg beskrives det meget enkelt:
Det starter med at opdage signalet.
Ikke med at analysere det.
Ikke med at fikse det - men med at registrere det.
At være tilstede med mig selv i nuet. Lige rykke mig lidt, tage en dyb vejrtrækning og møde mig selv med den samme venlighed, som jeg oplevede, da jeg besøgte min datter i Tokyo.
I Tokyo stod jeg i et tog, hvor vi var presset tæt sammen. Alligevel føltes det ikke anmassende. Ingen skubbede. Mennesker flyttede sig en anelse for hinanden. Justerede mikroskopisk hele tiden.
Der var så mange mennesker – og alligevel var der plads.
Og det slog mig, at det var justeringerne og opmærksomheden, der skabte tryghed – selv midt i mængden.
Den lille bevægelse.
Den lille tilpasning.
Den lille respekt for, at vi er flere her.
Nu har jeg været hjemme fra Japan i et par måneder, hvor jeg har siddet på gulvet. Jeg har længe villet, men det har taget tid at komme dertil, hvor jeg var seriøs og ærlig nok omkring, hvordan min krop led, når min “evne” til at glemme alt omkring mig og bare arbejde tog over.
Jeg har tænkt, at det er sådan, regulering også ser ud, når jeg arbejder.
Ikke som store pauser.
Ikke som lange praksisser.
Men som små justeringer.
En dyb vejrtrækning.
Et slip i skuldren.
En beslutning om at stoppe før jeg er færdig.
At møde mig selv med samme mikroskopiske hensyn, som jeg oplevede i det tog.
Det, jeg tidligere troede var praksis, var noget, der skulle gøres rigtigt og længe. I dag ser jeg, at meget af det, der faktisk regulerer mig, er små skift i en ændret ramme.
Og det er forskellen på kontekst og kontent.
Jeg har ikke ændret min personlighed - kontent.
Jeg har ændret betingelserne - kontekst. Og det er den, der beskytter mig mod mig selv, når jeg ikke er opmærksom.
Fordi for et præstationsmenneske er det måske den mest realistiske vej ikke at forsøge at blive mindre ambitiøs, men at gøre det sværere at ignorere kroppen.
Måske handler regulering mere om at indrette sit liv, så signalerne bliver svære at overse, også huske på at lytte til kroppen ikke er spild af tid, men det er det, der gør, at jeg kan arbejde igen i morgen❤️