Tilpasser du dig andres skygger på dig?

De får ret, og du forbliver i klubben🙈

Kender du det med at være for direkte, for meget, for lidt, for maskulin, for svag eller for stærk?

Retter du dig så til for ikke at støde personens skygger, som højst sandsynlig er dem, der står og larmer.

Hvis bare du kunne bede om det på en anden måde? Sige det blødere? Mere et eller andet?

Uha jeg kan virkelig vælge at reagerer på mange måder.

Jeg kan vælge at blive grebet i følelsernes vold. Føle mig som et offer. Føle mig magtesløs. Og give svar på tiltale.

Eller jeg kan forklare, hvordan jeg synes, at den anden burde forstå situationen helt anderledes. Hvis bare…den anden ændrede sin oplevelse af mig, af situationen, så vil jeg have det godt igen.

Jeg kan også stille mig selv spørgsmålet “hvem ønsker jeg at være i situationen?”

Jeg ønsker ingen af de to førstnævnte.

Men det gør, at jeg står overfor et valg.

Hvem ønsker jeg egentlig at være?

Kan jeg være et menneske, som synes, at det er okay at blive dømt og mistolket uden at tage det ilde op?

Ja, jeg ønsker i hvert fald ikke at gøre mig selv forkert. Men kan jeg rumme dommen. Uden at det gør ondt. Kan jeg også være kærlig overfor den dømmende? Kan jeg i virkeligheden rumme personens skygge på mig om, at jeg er for meget, for direkte, for hård, for ufølsom ?

Er jeg upåvirket?

Nej, så hvad fortæller situationen mig? Hvad ønsker i virkeligheden at ske? Og hvordan forsøger jeg at holde på mig selv? Hvad i mig holder igen for at træde ind i tilgivelsen af mig selv? Af den dømmende? Af den side i mig, som frygter at komme til at stå alene, og som bare ønsker, at jeg tilpasser mig den andens skygge på mig. Bare denne gang.

Men er det sandheden, at hvis jeg tilpasser mig, at der så aldrig kommer en anden gang. For ærligt føles det, som om de er stillet op på række ud i al fremtid og fortid.

Skal jeg stille mig selv spørgsmålet, om jeg måske i virkeligheden er forkert. Burde jeg måske ikke udøve lidt selvrefleksion og ændre mig. Det er nok også min skyld?

Men jeg kunne også vælge at elske mig selv og bare acceptere, at jeg ikke er for alle.

Det virker umiddelbart, som det mest kærlige overfor mig selv. Men er det kærligt overfor den anden?

Ønsker jeg at mægle konflikten? Og er det overhovedet muligt både at stå ved mig selv og have harmoniske relationer.

Årh jeg har funderet over sætningen “Alles behov på ingens bekostning”. Jeg er i tvivl lige nu, om det kan være en sandhed. Eller om det var en urealistisk drøm?

Lige nu vælger jeg ikke at gøre mig selv forkert. Ikke gøre min energi, der udfordrer andre mennesker så meget, forkert.

Det er mit valg. Jeg ved ikke, hvad situationen vil lære mig. Men i morgen vil jeg forsøge at møde den med tanken “at jeg er okay”. Og du er okay, selvom du synes noget om mig.

Cristine